J.T. Lundbye. Bakker med enkeltstående træer over en sø, 1838 © Ny Carlsberg Glyptotek

 
C.E.F. Weyse - den første danske guldalderkomponist

En af de første morgensange et dansk barn møder er I østen stiger solen op. Denne sang blev digtet til de første københavnske børnehaver af digteren B.S. Ingemann, og musikken blev komponeret af Weyse.

I dag er Ingemanns og Weyses Morgen- og aftensange indlemmet i den danske kulturkanon. Og med rette. Ikke blot I østen stiger solen op, men også andre morgensange som Nu titte til hinanden og Nu vågne alle Guds fugle små m.fl. hører sammen med aftensange som Der står et slot i vesterled og Dagen går med raske fjed (ofte sunget som Altid frejdig når du går) m.fl. til de sange, vi meget nødig vil undvære.

Hvem er manden bag de smukke melodier?
Christoph Ernst Friedrich Weyse (han blev kaldt Ernst) blev født d. 5. marts 1774 i Altona, en by der dengang hørte til den danske stat. Han voksede op i et fattigt, men sobert urtekræmmerhjem. Takket være sin musikalske morfar fik han en grundig musikundervisning. Det blev hurtigt klart, at drengen havde et usædvanligt stort talent som klaverspiller. Via gode mæcener blev han som femtenårig sendt til København for at blive uddannet af J.A.P. Schulz, der var komponist og kapelmester ved Det Kgl. Teater.

Schulz, der selv skrev dejlige sange som Sig månen langsomt hæver og Vipper springe over klinge, opdagede hurtigt Weyses usædvanlige evner. Han gav ham gratis husly og undervisning i tre år. Derefter kunne den unge mand klare sig selv som organist og musiklærer. Han fik en efter danske forhold meget fornem karriere. Fra 1805 var han organist ved Vor Frue Kirke i København, 1816 blev han titulær professor ved universitetet og 1819 udnævntes han til hofkomponist hos Frederik VI. Han hørte således ikke til de kunstnere, der ikke bliver anerkendt i deres eget land.

En ulykkelig kærlighedshistorie satte i 1801 et punktum for hans planer om et lykkeligt familieliv. Han forelskede sig i sin elev, den rige grosserer Tuteins smukke datter Julie, men faderen satte en stopper for forbindelsen. Kærlighedssorgen fandt udtryk i sangen Dybt skoven bruser, hvori en ung pige, der er blevet svigtet, kaster sig i havet. Teksten, en oversættelse fra tysk, er af den unge Adam Oehlenschläger, og med denne sang fik den danske romantiske sangtradition sin fornemme begyndelse.

Weyse levede resten af sin tilværelse som ungkarl i et København, der tilbad ham. Han var som H.C. Andersen en velset middagsgæst i de velhavende borgerhjem, hvor man kunne fryde sig over hans mageløse improvisationer på klaveret, når han ellers var i humør til det.

Han komponerede en række syngespil til Det Kgl. Teater, hvoraf især Sovedrikken og Et Eventyr i Rosenborg Have fik en lang levetid. Sange herfra som De klare bølger rulled, Skøn jomfru, luk dit vindu op og En elskovserklæring m.fl. fandt vej til klaveret i  mange, mange hjem og blev sammen med mange andre af hans sange dyrket med stor kærlighed og vedholdenhed. Hans sange er af dem, der tåler slid.

I sin samtid var Weyse især beundret for sine mange kantater til kirkelige og verdslige lejligheder. Også symfonier og klaverstykker kom der fra hans hånd, men det er som sangkomponist, at han er blevet stående. Som ældre komponerede han foruden Morgen- og aftensangene (1837-38) en række sange til skolebrug, f.eks. den vidunderlige Natten er så stille og den folkekære Julen har bragt. Endelig må det jo ikke glemmes, at vi skylder Weyse melodien til det nærmeste vi kommer på en nationalsalme, nemlig Den signede dag.

Weyse døde d. 8. oktober 1842 i sit hjem i Kronprinsessegade, hvor der i dag er sat en mindeplade. Hans buste står ved Vor Frue Kirke lige overfor hovedindgangen til Københavns Universitet.

 

Læs mere om Weyse